Mødet med tviling - Niroka

S: Skoven i Taki
T: Spisetid
O: Ingen andre end hende selv
V: Dejligt solskinsvejr
P: En rød kimono


Det havde været en dejlig lang dag og Nariko sad i skyggen af et træ og slappede af, mens hun nød nogle melboller eller dumplings, som de så groft blev kaldt.
"Mmmhmm..." Den sagte lyd, lød nærmest fremmed. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt.

niroka sad omme bag et træ da han hørte nogen bag det træ han sad op af. det lød som om nogen nød noget. så han rejste sig op og kiggede på en der spiste. "davs."

"Niroka" Udbrød hun og tog sig til hjertet. "Du var lige ved at give mig et hjertetilfælde" Grinte hun kort

han grinte lidt. "undskyld du ved at jeg elsker at skræmme lidt og du bliver let forskrækket." han kiggede lidt på hende og spurgte så: " hvad spiser du?" idet han sagde det lamede hans mave højlyt. mand hvor pinligt! han kunne mærke at kinderne blev varme, så han rødmede sikkert. han kiggede ned på maven. den havde ikke fået noget hele dagen, så han blev lidt sur på den.

Hun smilte venligt til ham. "Her smag" Sagde hun og rakte æsken med melboller hen mod ham.

Sakume hand med hovedet nedad itoppen af det træ de sad ved

nå i er vel nog søde sammen

niroka fik et chok. tog automatisk maden og kastede den op i luften så den ramte drengen

Nariko vendte hovedet væk og knugede sine hænder.
"D-du.. Hvad laver du her?" Sagde un fåret og kiggede ned i jorden

jeg var bare i nærheden for at træne da jeg så jer to sammen

niroka kiggede surt på ham. han havde forskrækket dem begge og gjordt nariko sur. han fandt en stor sten og kastede den på ham i håb om han faldt ned så han kunne tæve ham.

Nariko farede op.
"Niroka! der er ingen grund til at slås, Sakuma er totalt ligeglad med mig alligevel" Sagde hun og klamrede sig til Niroka, som hun havde kendt ham i evigheder

han kiggede lidt på Nariko. "undskyld" sagde han og slap den sten han skulle til at kaste på ham drengen, som Nariko åbenbart kendte.

"Tak" Rødmede hun kort og kysede ham på kinden

niroka kiggede lidt chokeret på hende og smilte så

nå jeg tror vidst at jeg har set alt sagde Samuka og forsvandt i en sort røgsky

svin tænkte niroka og kiggede så på nariko. "kender du ham?"

"Jeg mere end kender ham..." Sagde hun stille og fældede en tåre

han blev røstet over at se hende græde. han tørrede tårrende væk fra hendes kind og krammede hende hårdt. "hvorfor grædre du dog?"

"Han er som Sasuke og jeg som Sakura" Hviskede hun i hans øre.

han nikkede lidt "jeg forstår, men hvorfor græder du så?"

"Du forstår det ikke. Det er der ingen der gør. Men jeg hved ikke hvad jeg skal gøre for at få ham til at lægge mærke til mig" Nariko krøb sig sammen og stirrede trodsigt på sine hænder

niroka trykkede hende ind til sig og vuggede hende i armene. "shh. det skal nok gå.." efter lidt lang tid med tavshed sagde han: "skal jeg prøve at snakke med ham?"

"Han går ad mørkets sti" Hun tav og kiggede væk.

Niroka kiggede alvorligt på hende. "faktisk ikke. han har bare lukket sig inde. han har åbnet sig meget for mig."

"Niroka, Du forstår det ikke" Hun tav og lod mørke overtage i hendes sind, rive og flå i hendes sidste gnister