Den sørgende

Sakuma stod foran statuen med bøjet hovdey og tænkte på sin familie som døde under krigen

niroka kom gående og så en med hoved bøjet. han så trist ud. "hey er du oka?"

ja jeg står bare og tænker

niroka kiggede lidt på ham. hvad skulle han gøre han kunne jo ikke bare kramme ham. eller kunne han? det ville Sakuma nok ikke lide så han sagde: " du ser bare mut ud. er der noget jeg kan hjælpe med?"

nej det er der er ikke noget nogle kan gør

sakuma begyndte at gå langsomt væk

niroka kiggede lidt på ham og satte så i løb efter ham. "HEY VENT. MAN GÅR DA IKKE BARE!" skreg han

hør det kan godt være at vi er holdkammerater

men det betyder ikke at vi behøves at være sammen md hinanden når vi ikke er på missioner

nu blev niroka gal. her prøvede han at hjælpe lidt og så opførte han sig som om han havde en guldske i røven. han tog hårdt fat i Sakumas skuldre, drejede ham rundt så han så på ham. "jeg forstår godt at du er sådan en enspænder. du lukker aldrig nogen ind eller lukker dig ind i andre. du ngår bare og flygter for skæbnen, men den indhenter dig og kan ikke løbe fra den. luk folk ind og du vil få det bedre. hvis du ikke dør du alene." han havde håbt det meste og snakkede meget hurtigt, men det sidste sagde han meget lavt og kiggede ned i jorden og en nerve i hans hånd fik ham til at klemme lidt ekstra på skuldren

det kan godt være at det er sådan du opføre dig men det går altid galt for med jeg prøver at lukke ind

han kiggede lidt på ham. "ikke altid. du har lukket mig lidt ind og der er ikke sket noget." han kiggede lidt ned i sin hånd "jeg ved hvad du mener det er også sket for mig, men men er nødt til at prøve."

jeg lader ikke nogle komme tæt på mig og ud er ikke nogen undtagelse

niroka rystede lidt på hoved. "hey jeg skal nok hjælpe dig. jeg er ret klodset så der kan ikke ske mere med mig." han smilte bredt.

sakuma fnisede

måske er du anderledes en de andre

Niroka blev glad da han hørte sin ven eller sådan noget grine. og han gængældte det med et bredt smil.
"Narh... jeg er ikke som alle andre jeg elsker alt muligt kedeligt. så det bliver nok et nej, jeg er ikke som andre." hans smil blev større. han daskede sin ven på skuldren bare for at sige at det nok skulle gå og at han skulle slappe lidt af. han syntes at han var lidt for stiv i det.

en ting ad gangen sagde Sakuma

lad os tage over til Ichiraku ogfå noget mad

niroka smilte helt vildt. "oka ven." og så blinkede han med øjet.

du betaler

niroka kiggede forbløffet på ham "betaler jeg! hvorfor dog det?"

fordi jeg inviterede så du betaler ( smil)

Niroka sukkede. han kunne sikkert ikke sige ham imod. eller kunne han? sikkert ikke. "fint jeg betaler, men på en betingelse!"

hvad er det

han kiggede over på han og smilte " faktisk to. 1 jeg skal hade et kram og 2 du skal lukke mig mere ind."

den første ting kan du glemme alt om

den anden ting kan blive en mulighed

niroka sukkede lidt misfornøjet og strakte sig lidt. "fint intet kram, men pas på din ryg så for så kommer der et bagkram på et tidspunkt." han smilte lidt til ham: "bare kald mig Nika så."

okay´Nika

lad os få noget at spise